Søg
0

Pressemeddelelse - 8. maj 2015

XL-BYG Gjern Tømmerhandel A/S inkl. afdelingen XL-BYG Aaby Tømmerhandel er med virkning fra 31. marts 2015 blevet solgt til Tømmergaarden Holding A/S, Nykøbing Mors.

Kurt Buhl der startede Gjern Tømmerhandel i 1990 og som købte Åby Tømmerhandel i 2008 har solgt begge forretninger med virkning fra 31. marts 2015 til Tømmergaarden Holding A/S, Nykøbing Mors. Det betyder også, at CF Petersen & Søn A/S, som tidligere var aktionær i virksomheden, træder ud. ”Vores samarbejde med CF Petersen & Søn A/S vil dog også fremadrettet have stor betydning for os” udtaler Kurt Buhl.

Kurt Buhl fortsætter som direktør i virksomheden og det glæder ham, at han og hans hustru Hanne fortsætter som medejer via holdingselskabet Højholt Holding. Han ser nu frem til samarbejdet, med den nye ejer, der er kommet til:

”Vi deler mange væsentlige værdier med XL-BYG Tømmergaarden. Det gælder højt fokus på kunderne, gode priser og et stærkt fagligt grundlag. Derfor er det også værdier, der bliver gældende under den nye ejer, og det glæder mig” siger Kurt Buhl.

”Jeg ser frem til sammen med vores dygtige medarbejdere, at fortsætte vores gode udvikling og vækst sammen med vores nye kolleger i Tømmergaarden. Med den nye ejer, får vi et stærkt økonomisk fundament, og vores konkurrencekraft bliver styrket væsentligt. Samtidig er begge afdelingers fremtid sikret via dette generationsskifte” fortæller Kurt Buhl.

Virksomheden skifter navn til XL-BYG Tømmergaarden Gjern og XL-BYG Tømmergaarden Åby.

XL BYG Tømmergaarden havdeindenkøbet 8 afdelinger i Nord- og Vestjylland med i alt 160 medarbejdere. Med opkøbet i Østjylland er den nye virkelighed 10 afdelinger og knap 200 medarbejdere.

”Købet af XL-BYG Gjern Tømmerhandel giver os en god markedsposition i Østjylland og ikke mindst Aarhus, hvor der er god aktivitet inden for byggeriet” siger Klaus Hansen, der er direktør i Tømmergaarden Holding A/S.

”Jeg glæder mig til samarbejdet med Kurt Buhl og de øvrige medarbejdere i Gjern og Åby, som jeg kender som dygtige fagfolk via samarbejdet i XL-BYG. Vi overtager efter vores bedste overbevisning en trimmet forretning, som vi kommer til at udvikle yderligere til glæde for kunderne og vores omgivelser” slutter Klaus Hansen.

Historie

TØMMERHANDEL MED LANG OG SOLID TRADITION

Aaby Tømmerhandel har været familieejet i tre generationer af familien Løchte. I 2008 blev Aaby Tømmerhandel imidlertid overtaget af Kurt Buhl, som har stor erfaring med at drive tømmerhandel. Han ejer også Gjern Tømmerhandel.

I 1930´erne og 40´erne var Erik Løchte i Finland for at arbejde på et savværk. Han blev fascineret af træ og dets forskelligartethed. Tilbage i Danmark købte han et stykke jord på Aabyvej af gårdmand Frandsen, og den 27. november 1945 fik han det første læs træ. Dengang kom træet på togvogne fra Sverige eller med skib til Århus Havn, og Erik Løchte hentede træet på hestevogn ved banen eller havnen.
I starten lå træet bare på en pløjemark, men der blev hurtigt opført en bygning, og nogle af de oprindelige bygninger er fortsat at finde på Aabyvej. Vareudvalget var lille, og problemet for Erik Løchte var, at han ikke var forretningsmand, men udelukkende handlede med træ, fordi han havde passion for træet.

Det lå ikke lige i kortene, at anden generation, Peter Løchte, skulle overtage tømmerhandlen. Planen var en akademisk uddannelse, men en ulykke satte en stopper for studierne, og i stedet blev det til en læreplads i Horsens. I 1968, som 27-årig, kom han hjem for i løbet af få år at overtage Aaby Tømmerhandel. Peter Løchte var mere forretningsmand og sørgede hurtigt for at udvide varesortimentet og investerede i nye bygninger og maskiner. For hvert år fordobledes omsætningen og nye begreber som selvbetjening, drive-in og byggemarked kom til.
Faderen hjalp frem til sin død i 1979 på Aaby Tømmer – primært med at sortere træet, fordi det fortsat var hans lidenskab.

Allerede som 5-årig kom tredje generation, Kristian Løchte, i sving på Aaby Tømmer. Han lærte at sortere træet. Der blev dog også tid til skolegang og studentereksamen, og det forventedes, at han skulle overtage forretningen. Han kom i lære i Gjern Tømmerhandel og blev udlært i 2000 og kom tilbage til Aaby Tømmer for at blive adm. direktør som 27-årig. I 2003 købte Kristian Løchte Aaby Tømmer af sin far. Efter halvandet år blev han imidlertid syg. Kurt Buhl, som på det tidspunkt sad i bestyrelsen for selskabet, gik ind og købte Aaby Tømmer, som i mellemtiden var blevet til XL-Byg. Overtagelsen skete i 2008.